Databehandler-
aftale
Nedenfor finder du Plandiscs databehandleraftale, som beskriver dine rettigheder og vores forpligtelser i forbindelse med behandling af personoplysninger.
Databehandleraftale
i henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning 2016/679 (databeskyttelsesforordningen) med henblik på databehandlerens behandling af personoplysninger mellem den dataansvarlige og Visma Plandisc A/S, CVR: 37204854, Axel Kiers Vej 5A, 8270 Højbjerg, Danmark (herefter "databehandleren").
1. PRÆAMBEL
1.1. Disse Bestemmelser fastsætter databehandlerens rettigheder og forpligtelser, når denne foretager behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige.
1.2. Disse bestemmelser er udformet med henblik på parternes efterlevelse af artikel 28, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen).
1.3. I forbindelse med leveringen af licens til databehandlerens løsning(er) og service(s) behandler databehandleren personoplysninger på vegne af den dataansvarlige i overensstemmelse med disse Bestemmelser.
1.4. Bestemmelserne har forrang i forhold til eventuelle tilsvarende bestemmelser i andre aftaler mellem parterne.
1.5. Der hører fem bilag til disse Bestemmelser, og bilagene udgør en integreret del af Bestemmelserne. Bestemmelserne med tilhørende bilag skal opbevares skriftligt, herunder elektronisk, af begge parter.
1.6. Disse Bestemmelser frigør ikke databehandleren fra forpligtelser, som databehandleren er pålagt efter databeskyttelsesforordningen eller enhver anden lovgivning.
2. DEN DATAANSVARLIGES RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER
2.1. Den dataansvarlige er ansvarlig for at sikre, at behandlingen af personoplysninger sker i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (se forordningens artikel 24), databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret og disse Bestemmelser.
2.2. Den dataansvarlige har ret og pligt til at træffe beslutninger om, til hvilke(t) formål og med hvilke hjælpemidler, der må ske behandling af personoplysninger.
2.3. Den dataansvarlige er ansvarlig for, blandt andet, at sikre, at der er et behandlingsgrundlag for behandlingen af personoplysninger, som databehandleren instrueres i at foretage.
3. DATABEHANDLEREN HANDLER EFTER INSTRUKS
3.1. Databehandleren må kun behandle personoplysninger efter dokumenteret instruks fra den dataansvarlige, medmindre det kræves i henhold til EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som databehandleren er underlagt. Denne instruks skal være specificeret i bilag A og C. Efterfølgende instruks kan også gives af den dataansvarlige, mens der sker behandling af personoplysninger, men instruksen skal altid være dokumenteret og opbevares skriftligt, herunder elektronisk, sammen med disse Bestemmelser.
3.2. Databehandleren underretter omgående den dataansvarlige, hvis en instruks efter vedkommendes mening er i strid med denne forordning eller databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret.
4. FORTROLIGHED
4.1. Databehandleren må kun give adgang til personoplysninger, som behandles på den dataansvarliges vegne, til personer, som er underlagt databehandlerens instruktionsbeføjelser, som har forpligtet sig til fortrolighed eller er underlagt en passende lovbestemt tavshedspligt, og kun i det nødvendige omfang. Listen af personer, som har fået tildelt adgang, skal løbende gennemgås. På baggrund af denne gennemgang kan adgangen til personoplysninger lukkes, hvis adgangen ikke længere er nødvendig.
4.2. Databehandleren skal efter anmodning fra den dataansvarlige kunne påvise, at de pågældende personer, som er underlagt databehandlerens instruktionsbeføjelser, er underlagt ovennævnte tavshedspligt.
5. BEHANDLINGSSIKKERHED
5.1. Databeskyttelsesforordningens artikel 32 fastslår, at den dataansvarlige og databehandleren skal gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre et beskyttelsesniveau, der passer til risiciene. Den dataansvarlige skal vurdere risiciene for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder som behandlingen udgør og gennemføre foranstaltninger for at imødegå disse risici. Afhængig af deres relevans kan det omfatte:
- Pseudonymisering og kryptering af personoplysninger
- Evne til at sikre vedvarende fortrolighed, integritet, tilgængelighed og robusthed af behandlingssystemer og -tjenester
- Evne til rettidigt at genoprette tilgængeligheden af og adgangen til personoplysninger i tilfælde af en fysisk eller teknisk hændelse
- En procedure for regelmæssig afprøvning, vurdering og evaluering af effektiviteten af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger til sikring af behandlingssikkerhed
5.2. Efter forordningens artikel 32 skal databehandleren uafhængigt af den dataansvarlige også vurdere risiciene for fysiske personers rettigheder som behandlingen udgør og gennemføre foranstaltninger for at imødegå disse risici. Den dataansvarlige skal stille den nødvendige information til rådighed for databehandleren, som gør vedkommende i stand til at identificere og vurdere sådanne risici.
5.3. Databehandleren skal bistå den dataansvarlige med vedkommendes overholdelse af dennes forpligtelse efter forordningens artikel 32, ved bl.a. at stille den nødvendige information til rådighed for den dataansvarlige vedrørende de tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, som databehandleren allerede har gennemført.
6. ANVENDELSE AF UNDERDATABEHANDLERE
6.1. Databehandleren skal opfylde de betingelser, der er omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 28, stk. 2, og stk. 4, for at gøre brug af en anden databehandler (en underdatabehandler).
6.2. Databehandleren må ikke gøre brug af en underdatabehandler til opfyldelse af disse Bestemmelser uden forudgående generel skriftlig godkendelse fra den dataansvarlige.
6.3. Databehandleren har den dataansvarliges generelle godkendelse til brug af underdatabehandlere. Databehandleren skal skriftligt underrette den dataansvarlige om eventuelle planlagte ændringer vedrørende tilføjelse eller udskiftning af underdatabehandlere med mindst 10 dages varsel og derved give den dataansvarlige mulighed for at gøre indsigelse mod sådanne ændringer. Listen over underdatabehandlere, som den dataansvarlige allerede har godkendt, fremgår af bilag B.
6.4. Når databehandleren gør brug af en underdatabehandler, skal databehandleren pålægge underdatabehandleren de samme databeskyttelsesforpligtelser som dem, der fremgår af disse Bestemmelser. Hvis underdatabehandleren ikke opfylder sine databeskyttelsesforpligtelser, forbliver databehandleren fuldt ansvarlig over for den dataansvarlige for opfyldelsen af underdatabehandlerens forpligtelser.
6.5. Underdatabehandleraftale(r) og eventuelle senere ændringer hertil sendes efter den dataansvarliges anmodning i kopi til den dataansvarlige. Bestemmelser om kommercielle vilkår, som ikke påvirker det databeskyttelsesretlige indhold af underdatabehandleraftalen, skal ikke sendes til den dataansvarlige.
7. OVERFØRSEL TIL TREDJELANDE ELLER INTERNATIONALE ORGANISATIONER
7.1. Enhver overførsel af personoplysninger til tredjelande eller internationale organisationer må kun foretages af databehandleren på baggrund af dokumenteret instruks herom fra den dataansvarlige og skal altid ske i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens kapitel V.
7.2. Uden dokumenteret instruks fra den dataansvarlige kan databehandleren ikke inden for rammerne af disse Bestemmelser:
- Overføre personoplysninger til en dataansvarlig eller databehandler i et tredjeland eller en international organisation
- Overlade behandling af personoplysninger til en underdatabehandler i et tredjeland
- Behandle personoplysningerne i et tredjeland
7.3. Disse Bestemmelser skal ikke forveksles med standardkontraktsbestemmelser som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 2, litra c og d, og disse Bestemmelser kan ikke udgøre et grundlag for overførsel af personoplysninger som omhandlet i databeskyttelsesforordningens kapitel V.
8. BISTAND TIL DEN DATAANSVARLIGE
8.1. Databehandleren bistår, under hensyntagen til behandlingens karakter, så vidt muligt den dataansvarlige ved hjælp af passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med opfyldelse af den dataansvarliges forpligtelse til at besvare anmodninger om udøvelsen af de registreredes rettigheder som fastlagt i databeskyttelsesforordningens kapitel III, herunder:
- Oplysningspligten ved indsamling af personoplysninger hos den registrerede
- Oplysningspligten, hvis personoplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede
- Indsigtsretten
- Retten til berigtigelse
- Retten til sletning ("retten til at blive glemt")
- Retten til begrænsning af behandling
- Underretningspligten i forbindelse med berigtigelse eller sletning af personoplysninger eller begrænsning af behandling
- Retten til dataportabilitet
- Retten til indsigelse
- Retten til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering
8.2. Databehandleren bistår endvidere den dataansvarlige med forpligtelser vedrørende anmeldelse af brud på persondatasikkerheden, konsekvensanalyser vedrørende databeskyttelse og forudgående høring af den kompetente tilsynsmyndighed, herunder Datatilsynet.
9. UNDERRETNING OM BRUD PÅ PERSONDATASIKKERHEDEN
9.1. Databehandleren underretter uden unødig forsinkelse den dataansvarlige efter at være blevet opmærksom på, at der er sket et brud på persondatasikkerheden.
9.2. Databehandlerens underretning til den dataansvarlige skal om muligt ske senest 24 timer efter, at denne er blevet bekendt med bruddet, sådan at den dataansvarlige kan overholde sin forpligtelse til at anmelde bruddet på persondatasikkerheden til den kompetente tilsynsmyndighed, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 33.
9.3. Databehandleren skal bistå den dataansvarlige med at foretage anmeldelse af bruddet til den kompetente tilsynsmyndighed, herunder ved at tilvejebringe oplysninger om brudets karakter, de sandsynlige konsekvenser og de foranstaltninger, der er truffet eller foreslås truffet for at håndtere bruddet.
10. SLETNING OG RETURNERING AF OPLYSNINGER
10.1. Ved ophør af databehandlerens tjenester vedrørende behandling af personoplysninger er databehandleren forpligtet til at slette alle personoplysninger, der er blevet behandlet på vegne af den dataansvarlige, og bekræfte over for den dataansvarlige, at oplysningerne er slettet, medmindre den dataansvarlige instruerer databehandleren om andet, eller medmindre EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret foreskriver opbevaring af personoplysningerne.
11. REVISION, HERUNDER INSPEKTION
11.1. Databehandleren stiller alle oplysninger, der er nødvendige for at påvise overholdelsen af databeskyttelsesforordningens artikel 28 og disse Bestemmelser, til rådighed for den dataansvarlige og giver mulighed for og bidrager til revisioner, herunder inspektioner, der foretages af den dataansvarlige eller en anden revisor, som er bemyndiget af den dataansvarlige.
11.2. Databehandleren skal én gang årligt for egen regning indhente en ISAE 3000-revisionserklæring fra en uafhængig tredjepart angående databehandlerens overholdelse af databeskyttelsesforordningen og disse Bestemmelser. Revisionserklæringen fremsendes uden unødig forsinkelse til den dataansvarlige, såfremt den ikke allerede er tilgængelig på databehandlerens hjemmeside.
11.3. Databehandleren er forpligtet til at give tilsynsmyndigheder, som efter gældende lovgivning har adgang til den dataansvarliges eller databehandlerens faciliteter, adgang til databehandlerens fysiske faciliteter mod behørig legitimation.
12. PARTERNES AFTALE OM ANDRE FORHOLD
12.1. Parterne kan aftale andre bestemmelser vedrørende tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger om f.eks. erstatningsansvar, så længe disse andre bestemmelser ikke direkte eller indirekte strider imod Bestemmelserne eller forringer den registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, som følger af databeskyttelsesforordningen.
13. IKRAFTTRÆDEN OG OPHØR
13.1. Bestemmelserne træder i kraft på datoen for begge parters underskrift heraf.
13.2. Begge parter kan kræve Bestemmelserne genforhandlet, hvis lovændringer eller uhensigtsmæssigheder i Bestemmelserne giver anledning hertil.
13.3. Bestemmelserne er gældende, så længe tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger varer. I denne periode kan Bestemmelserne ikke opsiges, medmindre andre bestemmelser, der regulerer levering af tjenesten vedrørende behandling af personoplysninger, aftales mellem parterne.
13.4. Hvis levering af tjenesterne vedrørende behandling af personoplysninger ophører, og personoplysningerne er slettet eller returneret til den dataansvarlige, kan Bestemmelserne opsiges med skriftligt varsel af begge parter.
14. KONTAKTPERSONER
14.1. Databehandleren kan kontaktes via nedenstående kontaktperson eller ved kommunikation til personer, der normalvis kommunikeres med i aftaleforholdet mellem den dataansvarlige og databehandleren.
14.2. Parterne er forpligtet til løbende at orientere hinanden om ændringer vedrørende kontaktpersoner.
På vegne af databehandleren:
Privacy Team
privacy.plandisc@visma.com
Bilag A – Oplysninger om behandlingen
A.1 FORMÅLET MED BEHANDLINGEN
Behandlingen af den dataansvarliges personoplysninger sker med det formål at opfylde den mellem databehandleren og den dataansvarlige indgåede aftale om databehandlerens levering af databehandlerens digitale løsning, som er en virtuel kalenderløsning.
A.2 BEHANDLINGENS KARAKTER
Som ejer og leverandør af løsningen behandler databehandleren ved generel drift, herunder hosting, visning, organisering, modtagelse, videresendelse, strukturering, tilpasning, implementering, søgning, processering, lagring, gendannelse, sletning, begrænsning, vedligeholdelse, udvikling, logning, support, fejlfinding og andre it-ydelser forbundet med databehandlerens løsning(er) og/eller service(s) til den dataansvarlige i henhold til den mellem parterne indgåede aftale.
A.3 TYPER AF PERSONOPLYSNINGER
Databehandleren behandler i udgangspunktet nedenstående kategorier af personoplysninger. Ved brug af løsningen er der dog mulighed for, at den dataansvarlige kan overlade behandling af alt slags data og personoplysninger til databehandleren, hvorfor databehandleren potentielt vil kunne behandle alle kategorier af personoplysninger.
- Almindelige personoplysninger (jf. Databeskyttelsesforordningens artikel 4, stk. 1 og artikel 6): Almindelige personoplysninger såsom navn, telefonnummer, e-mail, IP adresse
A.4 KATEGORIER AF REGISTREREDE
- Kundens slutbrugere
A.5 BEHANDLINGENS VARIGHED
Databehandlerens behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige kan påbegyndes efter disse Bestemmelsers ikrafttræden. Behandlingen er ikke tidsbegrænset og varer, indtil Bestemmelserne ophører.
Bilag B – Underdatabehandlere
B.1 GODKENDTE UNDERDATABEHANDLERE
Ved Bestemmelsernes ikrafttræden har den dataansvarlige godkendt brugen af følgende underdatabehandlere:
- Amazon AWS (LU26888617) – 38 avenue John F. Kennedy, L-1855 Luxembourg. Amazon Web Services (AWS) lagrer kundedata sikkert via S3 Cloud Storage. Overførselsgrundlag: EU-U.S. Data Privacy Framework.
- Microsoft Azure (IE8256796U) – South County Business Park, Leopardstown, Dublin 18, Irland. Anvendes som hosting- og infrastrukturplatform for løsningen. Databehandlingen omfatter lagring, behandling og drift af kundedata i Microsofts svenske datacentre.
- WebHosting A/S (25674138) – Naverland 2, 2600 Glostrup, Danmark. Sender og modtager e-mails fra løsningerne via SMTP-tjeneste.
- Ipregistry (FR13983391012) – 1 Chemin des Rosiers, 06800 Cagnes-sur-Mer, Frankrig. Bruges til at slå brugernes geografiske placeringer op (IP-geolokationstjeneste), primært til at blokere adgang fra sanktionerede lande underlagt internationale embargoer.
- Orca Security Ltd. (13410414) – Frankfurt, Germany. Bruges til at sikre cloud-infrastrukturen ved at analysere netværk, tjeneste- og lagerkonfigurationer, malwarescanning og opsætning af multifaktorautentifikation (MFA). Alle data behandles inden for EU/EØS.
Databehandleren skal opretholde en gældende liste over underdatabehandlere på databehandlerens hjemmeside. Underdatabehandleraftalerne rekvireres via hjemmesiden eller ved skriftlig anmodning til databehandleren.
B.2 VARSEL FOR INDSIGELSE VED SKIFT AF UNDERDATABEHANDLERE
Databehandlerens underretning om eventuelle planlagte ændringer vedrørende tilføjelse eller udskiftning af underdatabehandlere skal være offentligt tilgængelig på databehandlerens hjemmeside senest 10 dage før anvendelsen eller ændringen skal træde i kraft. I særlige tilfælde, hvor der opstår et konkret behov for ændringer med kortere varsel, vil databehandleren underrette den dataansvarlige snarest muligt. Den dataansvarlige kan alene gøre indsigelse, hvis den dataansvarlige har rimelige, konkrete årsager hertil.
Bilag C – Instruks vedrørende behandling af personoplysninger
C.1 BEHANDLINGENS GENSTAND/INSTRUKS
Databehandlerens behandling af personoplysninger på vegne af den dataansvarlige sker ved, at databehandleren udfører: drift, herunder hosting, visning, organisering, modtagelse, videresendelse, strukturering, tilpasning, implementering, søgning, processering, lagring, gendannelse, sletning, begrænsning, vedligeholdelse, udvikling, logning, support, fejlfinding og andre it-ydelser forbundet med databehandlerens levering af den digitale løsning til den dataansvarlige.
C.2 BEHANDLINGSSIKKERHED
Det aftalte sikkerhedsniveau er: Højt.
Databehandleren skal som minimum gennemføre følgende foranstaltninger:
- Pseudonymisering og kryptering af personoplysninger, hvor den pågældende behandlings karakter tilsiger det. Der anvendes altid kryptering ved transmission af fortrolige og følsomme personoplysninger via eksterne kommunikationsforbindelser.
- Mindst én årlig risikovurdering for hvert behandlingssystem, med mitigerende foranstaltninger baseret på resultaterne.
- Adgang til personoplysninger begrænset til personer med sagligt formål, med løbende kontrol af brugeradgang. Ansatte skal til stadighed have tilstrækkelig uddannelse og instruktion om databehandlingens formål og deres tavshedspligt.
- Flerfaktorautentificering ved adgang til personoplysninger via internettet, kun via sikre krypterede forbindelser.
- Krypterede kommunikationsforbindelser og VPN-løsning eller tilsvarende sikkerhedsteknologi for fjernadgang.
- Regelmæssig backup og opdaterede beredskabsplaner for genskabelse af personoplysninger inden for rimelig tid ved driftsafbrydelser.
- Maskinel logning ved al behandling af personoplysninger. Loggen skal mindst indeholde oplysninger om tidspunkt, bruger, type af anvendelse og angivelse af den registrerede. Logoplysninger opbevares i minimum 12 måneder.
- Personoplysninger krypteret under opbevaring, med adgang begrænset til autoriserede personer via kontrollerede adgangsprocedurer.
- Formelle procedurer for ændringshåndtering, der sikrer, at enhver ændring er behørigt autoriseret, testet og godkendt inden implementering. Kritiske sikkerhedsopdateringer gennemføres uden unødig forsinkelse.
- Passende fysisk sikring af lokaliteter, hvor der behandles personoplysninger, mod brand, vandskade, tyveri og hærværk.
C.3 BISTAND TIL DEN DATAANSVARLIGE
Databehandleren skal uden unødig forsinkelse skriftligt underrette den dataansvarlige om enhver anmodning fra en registreret. Databehandleren er ikke berettiget til at besvare sådanne anmodninger direkte. På den dataansvarliges anmodning bistår databehandleren med at opfylde forpligtelserne i forhold til de registreredes rettigheder.
Ved brud på persondatasikkerheden afgiver databehandleren de relevante oplysninger til den dataansvarlige inden for 24 timer og bistår med anmeldelse til den kompetente tilsynsmyndighed samt, hvor relevant, underretning af de registrerede.
Databehandleren bistår den dataansvarlige med de nødvendige oplysninger til gennemførelse af påkrævede risikovurderinger og, på anmodning, konsekvensanalyser vedrørende databeskyttelse efter databeskyttelsesforordningens artikel 35 og 36.
C.4 OPBEVARINGSPERIODE/SLETTERUTINE
Personoplysningerne opbevares hos databehandleren, indtil den dataansvarlige anmoder om at få oplysningerne slettet eller tilbageleveret. Ved ophør af tjenesten eller disse Bestemmelser skal databehandleren slette personoplysningerne i overensstemmelse med bestemmelse 11.1, medmindre den dataansvarlige har ændret sit oprindelige valg skriftligt.
C.5 LOKALITET FOR BEHANDLING
Behandling af de af Bestemmelserne omfattede personoplysninger kan ikke uden den dataansvarliges forudgående skriftlige godkendelse ske på andre lokaliteter end de, som følger af nærværende databehandleraftale og de adresser som fremgår af anvendte underdatabehandlere som beskrevet i gældende bilag B.
C.6 INSTRUKS VEDRØRENDE OVERFØRSEL AF PERSONOPLYSNINGER TIL TREDJELANDE
Hvis den dataansvarlige ikke giver dokumenteret instruks vedrørende overførsel af personoplysninger til et tredjeland, er databehandleren ikke berettiget til at foretage sådanne overførsler, medmindre overførslen sker til en af de autoriserede underdatabehandlere nævnt i bilag B. Overførselsgrundlag anvendes i henhold til databeskyttelsesforordningens kapitel V.
Databehandleren skal underrette den dataansvarlige om enhver henvendelse fra en myndighed i et tredjeland om videregivelse af personoplysninger og er forpligtet til at modsætte sig en sådan anmodning, i det omfang det er muligt i henhold til EU-ret eller national ret.
C.7 PROCEDURER FOR DEN DATAANSVARLIGES REVISIONER, HERUNDER INSPEKTIONER
Databehandleren skal én gang årligt for egen regning indhente en ISAE 3000-revisionserklæring fra en uafhængig tredjepart. Revisionserklæringen fremsendes uden unødig forsinkelse til den dataansvarlige, såfremt den ikke allerede er tilgængelig på databehandlerens hjemmeside. Den dataansvarlige, eller en repræsentant bemyndiget af den dataansvarlige, har endvidere ret til at foretage inspektioner af databehandlerens fysiske faciliteter, hvor der behandles personoplysninger.
Bilag D – Parternes regulering af andre forhold
D.1 ANSVAR OG MISLIGHOLDELSE
Parternes aftale om erstatningsansvar og ansvarsbegrænsning fremgår af aftalen indgået mellem databehandleren og den dataansvarlige om databehandlerens levering af digitale løsning til den dataansvarlige, så længe denne ikke direkte eller indirekte strider imod Bestemmelserne eller forringer den registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder.
D.2 SLETNING OG RETURNERING AF OPLYSNINGER
Den dataansvarlige skal senest 30 dage efter at behandlingen af personoplysninger er ophørt, meddele databehandleren, hvorvidt alle personoplysninger skal slettes eller tilbageleveres. I det tilfælde, hvor personoplysninger skal tilbageleveres, skal databehandleren ligeledes slette eventuelle kopier, herunder hos underdatabehandlere.
Såfremt databehandleren ikke har modtaget meddelelse fra den dataansvarlige inden 30 dage efter en rykker er fremsendt, er databehandleren uden yderligere varsel berettiget til at slette personoplysningerne.
D.3 KRAV OM VEDERLAG
Medmindre andet er udtrykkeligt aftalt i denne databehandleraftale, udfører databehandleren sine forpligtelser uden særskilt vederlag. Såfremt den dataansvarliges anmodninger medfører et merarbejde, der overstiger et rimeligt tidsforbrug (5 timer), kan databehandleren opkræve betaling for den medgåede tid efter nærmere aftale mellem parterne.
Bilag E – Databehandlerkæden
Databehandleren forpligter sig til at opretholde en opdateret og tilgængelig oversigt over samtlige underdatabehandlere. Den dataansvarlige kan løbende orientere sig herom.
Databehandleren forpligter sig desuden til at følge den kommende harmonisering af et fælles europæisk standardiseret format for angivelse af databehandlerkæder og vil implementere et sådant straks ved vedtagelse og offentliggørelse i EU-regi.
Databehandler: Visma Plandisc A/S, CVR: 37204854, Systemnavn: Plandisc. Underdatabehandlere: Amazon AWS, WebHosting A/S, Ipregistry, Orca Security Ltd. (se bilag B for yderligere detaljer).
Spørgsmål?
Er du i tvivl om, hvordan I kan bruge Plandisc? Eller vil du gerne høre mere om, hvordan I bedst kan bruge årshjulet? Tag en snak med en af vores eksperter, og bliv klogere på mulighederne for netop jer.